Det store gaveræs

Inden længe starter det store gaveræs. Det er nemlig snart 1. november og med andre ord, så er december stort set lige om hjørnet.

Og så gælder det jo om, at få styr på alle julegaverne. Og I vores familie betyder det altså en hel del gaver. Når vi er samlede til jul – bare den nærmeste del af familien – så er vi et sted mellem 30 og 40 til den store aften. Så det er en ordentlig omgang. Og hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, tænker nogen måske. Lejer vi et forsamlingshus? Eller hvordan? Nej, vi er bare heldige, at mine svigerforældre bor på en nedlagt landejendom, så der er rigelig med plads at gøre med.

Og så er der lige det med juletræet. For 30-40 mennesker, som skal gå rundt om træet, det er immervæk en hel del. Den plejer vi faktisk at løse, ved at lave to kæder rundt om træet! Yeps, to kæder!

Maden

Ja, mange vil jo nok synes, at man hurtigt kunne blive fristet til at købe (en del) af maden udefra, når man nu skal bespise så mange mennesker. Men det gør vi altså ikke. I stedet arbejder vi sammen om tingene. Nogen kommer f.eks. med desserten (altid risalamande), andre kommer med gaverne til risalamande-kampen og andre igen kommer med f.eks. kartofler, chips, rødkål osv. til maden. På den måde er vi rigtig mange som bidrager, og det bliver ikke nogen få, som skal stå med hele arbejdet og ansvaret. Det fungerer faktisk rigtig godt, når vi alle sammen hjælper hinanden på den måde.

Gaverne

Men tilbage til det med gaverne. For det er faktisk her, at en af de største udfordringer ligger.

Det største problem er næsten at komme på idéer til alle de gaver. Men starter man i god tid, så er min erfaring, at det hele plejer at løse sig. Ofte går vi nu også flere sammen om at købe gaver. På den måde hjælper vi igen hinanden, lidt ligesom med maden.

Flere af os har faktisk opbygget den tradition, at vi mødes ca. tre uger før jul og køber gave sammen. Så bruger vi det meste af en dag, hvor vi hygger os, går ud og spiser sammen og får klaret de fleste af gaverne. Når vi gør det på den måde, kan vi også hjælpe hinanden med gode idéer til gaver. Det er rigtig rart.

 

Alt i alt er vi faktisk ganske gode til at gøre julen til en hyggelig tid, hvor vi ikke stresser alt for meget – når jeg nu selv skal sige det. Og det er jo skønt. For det er jo i stor udstrækning det, som julen handler om.

 

Disclaimer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *